Artikler - Bourgogne

Her er 12 kompromisløse Bourgogne-stjerner, du bør kende

De former og forbedrer Bourgogne lige nu… og du vil ikke være den sidste til at opdage, hvem de er. Find ud af det her.

Er der et sted i verden, enhver winemaker drømmer om at boltre sig, er det Bourgogne: Bastionen for verdens mest eftertragtede vine. Bourgogne er bjergtagende, og Bourgogne er berusende på alle tænkelige måder. Gennem århundrede er markene sirligt plejet af kyndige hænder. Hænder, hvis erfaringer er blevet givet videre generation efter generation.

Man kunne tro, at de forbilledligt placerede skråninger i Bourgogne og deres historiske tyngde vil indgyde ærefrygt ved enhver, der giver sig i kast med at fremtrylle vin herfra. Men det er ikke tilfældet.

Nye filosofier er spiret frem. Nye teknikker prøvet af. Nye visioner født.

Bourgogne lader sig derfor ikke stædigt fastholde af forældede normer, men former sig som nye kræfter træder ind på scenen og dristigt skubber til grænserne for, hvad bastionen kan levere. Vi vil gerne dele vores hemmelighed, så du kan lære morgendagens Bourgognestjerner at kende, før alle andre. Bourgogne er i bevægelse, og her er de nye stemmer.

Michel Rebourgeon - Morgendagens stjerne i Pommard

I hjertet af Pommard ligger en lille familieejet vingård, hvis historie, stolte traditioner og respekt for naturen trækker tråde helt tilbage til 1540. Da Michel Rebourgeon overtog gården fra sine forældre Marie og Emile Claude i 1964 tog det navn efter ham. I 1995 overlod Michel driften af domænet til sin datter Delphine og hendes mand Stephen Whitehead, der stadig med solidt rodfæste i husets traditioner udvidede ejendommens besiddelser til 4,25 hektar fordelt på tre landsbyer: Pommard, Beaune og Volnay.

Domaine Michel Rebourgeon er således et forankret Bourgogne-domæne, men det var først, da William Whitehead, søn af Delphine og Stephen, overtog tøjlerne på Michel Rebourgeon, at vinhuset for alvor gjorde krav på vores opmærksomhed.

Vi har fulgt William Whitehead siden 2019, og den forbedring, der er sket under hans ledelse, er fænomenal. William får det absolut bedste ud af domænets relative begrænsede holdings. Han er ekstremt dygtig, og fra start har vi været imponerede over kvaliteten i hans vin, hans meget unge alder til trods. William har introduceret en række ændringer i vinproduktionen, herunder en skånsom vinifikationsproces og et øget fokus på terroir. Hans tilgang har bidraget til en betydelig kvalitetsforbedring af domænets vine og har cementeret hans position som en af Bourgognes mest lovende unge winemakers – morgendagens stjerne i Pommard.

Fun fact: William Whitehead er 15. generation i familieforetagendet, hvilket gør det til et af de ældste familieejede domæner i Pommard – faktisk i hele Bourgogne. Traditionerne lever videre med hestetrukket pløjning i vinmarkerne og ekstremt lave udbytter. Når man siger, at vin laves med respekt for historien… så mener de det her.

Domaine Simon Colin – Stortalent med medfødt intuition

Simon Colin er en ung, men en allerede etableret winemaker og stjerne i Chassagne-Montrachet. Som søn til Philippe Colin og nevø til Bruno Colin, der begge er anerkendte winemakers i Bourgogne, er det er derfor ikke mærkværdigt, at Simon skulle indtage verdens vinscene.

Vi har fulgt Simon Colin siden 2020, og fra vi smagte hans vin første gang, var vi klar over, at han er et stort talent. Hans fantastiske vine er selvfølgelig også et resultat af erfaring, trods hans unge alder. Det er et resultat af erfaring fra en barndom i Bourgognes vinmekka og fra sin tid som assisterende winemaker hos Domaine Etienne Sauzet, Sydafrika og Oregon. Det er et resultat af hans mod på at eksperimentere med forskellige teknikker og stilarter. Han kommer til at drive sit talent vidt. Men Simon Colin har noget mere. En medfødt intuition, der gør ham i stand til at lave exceptionel vin.

Simon Colin overtog i 2021 to tredjedel af sin fars marker, og fra 9,3 hektar på tværs af terroirs i Saint-Aubin, Santenay, Maranges og Chassagne-Montrachet laver han nu vin under domænet Simon Colin.

Fun fact: Simon Colin er umiddelbar og ekstremt likeable. Og med sin bagvendte cap arbejder han utrætteligt, nysgerrigt og dedikeret med vinfremstilling i yderste potens. Simon Colin begyndte sin vinrejse i 2017 med blot ni fade i en garage. Han nyder at eksperimentere med alternative modningsmetoder, herunder brugen af keramiske æg og glasglobuser, for at skabe vine med unik karakter og finesse. Denne nysgerrige tilgang kombinerer tradition med innovation og afspejler Simons engagement i at udforske nye dimensioner i vinfremstilling.

Simon Colin & RareWine founder Rasmus Nielsen Simon Colin & RareWine founder Rasmus Nielsen

Domaine Pierre-Vincent Girardin - Rising star no more

Vi kan ikke komme uden om Pierre-Vincent Girardin, når vi taler om de producenter, der er med til at forme fremtiden i Bourgogne. Foruden at være en favorit på RareWine-kontoret, er han både underspillet og hamrende talentfuld.

Vi har før omtalt Pierre-Vincent Girardin som Bourgognes rising star. Et statement, der allerede er forældet. For Pierre-Vincent er exceptionelt dygtig og har for alvor cementeret substansen i sit håndværk og etableret sit navn. Måske han var en rising star, men nu er han kommet for at blive: Mærket som et af Meursaults helt store navne.

Læs vores udførlige portræt: Pierre-Vincent Girardin | Bourgognes rising star?

Domaine Bruno Clair - En ny generations interessante blik

Domaine Bruno Clair er bestemt et besøg værd. Bruno Clair er opblomstret fra det historiske og højt ansete Domaine Clair-Daü, som foruden at have stor indflydelse på regionens ry, også var en pioner i Bourgogne. Clair-Daü blev opløst i 1985 efter interne familiestridigheder, hvorefter det blev delt op mellem flere familiemedlemmer. Nogle parceller gik til Louis Jadot, mens Bruno Clair valgte at starte forfra med Domaine Bruno Clair i 1979 – med nogle af de samme parceller og værdier, men med sin egen vision.

Bruno Clair har siden skabt sig et ry for klassiske, traditionelle og terroirdrevne vine med stor ægthed og dybde – især i områder som Marsannay, Gevrey-Chambertin og Morey-Saint-Denis. Vi har fulgt Bruno Clair i flere år, men siden Brunos søn Arthur for alvor trådte ind i domænet i 2018, er der sket noget interessant.

Arthur har i dag hovedansvaret for kælderen og vinifikationen, og han bringer en ny generations blik: Mere præcision, nænsommere vinifikation, økologiske praksisser og stor opmærksomhed på detaljen – uden at gå på kompromis med traditionen. Under hans indflydelse er vinene blevet klarere, mere feminine og mere raffinerede. Bruno Clair er et stort domæne med en stor rækkevidde fra meget prisvenlige vine til topvine i yderste potens som Clos St. Jacques, Bonnes-Mares og Clos de Beze.  

Fun Fact: I det daglige arbejder Arthur tæt sammen med sin bror Edouard. Arthurs helt store fingeraftryk er introduktionen af mere skånsom ekstraktion og øget brug af hele klaser i vinproduktionen, hvilket afspejler en moderne tilgang til vinfremstilling og en respons på klimaændringer. En tilgang, der har bidraget til at bevare friskheden og kompleksiteten i vinene, samtidig med at de forbliver tro mod husets karakteristiske stil med delikat rød frugt og elegance.

Arthur & Mads, RareWine CEO Arthur & Mads, RareWine CEO

Domaine Bastian Wolber – Steinerske rødder baner vejen

Sebastian Wolber er vokset op i Tyskland og formet i Rudolph Steiner-skole, hvilket gav ham en naturlig trang til at udforske, skabe og være i kontakt med naturen, om end han alligevel valgte at studere tysk skatteret. På samme tid valgte Bastians bror at flytte til Bourgogne for at blive winemaker: Og fik blandt andet arbejde hos Domaine Leflaive og Comte Armand.

Bastian besøgte sin bror, smagte efter signede en flaske Ganevat, der blæste ham omkuld, lagde skatteret på hylden og begyndte at jagte målet om at genskabe det Ganevat-øjeblik. Bastian fik sidenhen arbejde hos Domaine Leflaive, Rudolph Trossen i Mosel og Jean-Marc Dreyer i Alsace, og endelig i 2019 kom han i lære hos selveste Ganevat. En brækket hånd efter en skateboardulykke gjorde ham dog uarbejdsdygtig, og han måtte tage tilbage til Tyskland. Og her begyndte han at lave sin egen vin: Laisse Tomber.

Laisse Tomber startede som et tysk projekt, men blev flyttet til Bourgogne, hvor Bastian også arbejdede for Jean-Yves Bizot. På samme tid udviklede han sine egne projekter. I dag har Wolber har etableret sin egen kælder i Volnay, hvor han vinificerer alle sine vine under navnet Domaine Bastian Wolber.

Wolber har skabt et meget lille nørdet domæne med ukurante cuvéer. Han navigerer via sine steinerske rødder med minimal intervention, et stort fokus på naturen, økologi og ikke mindst biodynamik. Han skaber terroirdrevne, rene og autentiske vine. Vi har haft fornøjelsen af at smage hans 2023’ere ved flere lejligheder, og de er ubetinget noget af det bedste, vi har smagt. Bastian er enormt dygtig og bestemt værd at holde øje med – hvis du da kan fremskaffe hans yderst limiterede vine, der blandt connaisseurs har vundet stor anseelse.

Fun fact: Bastian Wolber kaldte sit vinprojekt Laisse Tomber efter det skateboarduheld, der ændrede hans liv. Navnet betyder "lad det falde" eller "glem det" og afspejler både hans humor og evne til at give slip. Etiketten viser en rytter, der falder af en hest – en reference til hans mors baggrund og hans egen oplevelse. Projektet symboliserer en livsfilosofi om at acceptere forandring og finde skønhed i det uperfekte.

Bastian Wolber & Rasmus Nielsen Bastian Wolber & Rasmus Nielsen

Domaine Coffinet-Duvernay - Nysgerrighed styrker domænets ry

Dybt forankret i prestigefyldte Chassagne-Montrachet råder Domaine Coffinet-Duvernay over 6,5 hektar vinmarker, der tæller både village, premier og grand cru-klassificering. Markerne har været i familiens besiddelse siden 1860, men det var først i 1950’erne, hvor Cecilie Pillot og Fernand Coffinet begyndte at varetage markerne, at der for alvor begyndte at komme flotte vine fra domænet.

I 1989 overdrog parret ejendommen til deres to døtre, og den ene (Laura Coffinet) og hendes mand Philippe Duvernay etablerede Domaine Coffinet-Duvernay på halvdelen af ejendommen. I 2012 blev parrets søn Bastien Coffinet for alvor fast bestanddel af familieforetagendet, og det er særligt ham, der har været med til at styrke domænets ry yderligere.  

Bastien er seriøs, detaljeorienteret og hans tilgang er stærkt terroirfokuseret. Han har stor respekt for tradition, er tro mod sin egen og familiens stil og på samme tid har han en nysgerrighed, der gør ham meget interessant. Kender du ham ikke, bør du tjekke ham ud.

Fun fact: Besøg Domaine Coffinet-Duvernay. Oplev vinene. Og er du heldig, kan du måske få lov at smage gamle flasker fra Bastiens farfars tid, der ligger aller bagerst dybt inde i domænets kælder og vidner om årelang kvalitet. Det er helt magisk.

RareWine CEO Mads Jensen & Bastien Coffinet RareWine CEO Mads Jensen & Bastien Coffinet

Domaine Amiot Servelle – Søskendesymbiose sikrer kvalitetsløft

Domaine Amiot-Servelle er et familieejet vinhus beliggende i Chambolle-Musigny. Domænet blev grundlagt i 1920 af Clément Tachot og har siden været i familiens eje. I 1989 overtog Christian Amiot og Elisabeth Servelle driften og omdøbte det til Domaine Amiot-Servelle.

Domænet har de seneste år gennemgået en bemærkelsesværdig fornyelse. Det skyldes især næste generation – søskendeparret Prune og Antoine Amiot, der siden 2020 har stået i spidsen for både mark og kælder.

Prune Amiot er uddannet ønolog, og hun er den drivende kraft bag vinificeringen. Hun kombinerer en dyb respekt for familiens arv med en moderne, følsom tilgang til vinproduktion med stort fokus på biodynamik og økologi. Hendes erfaring fra Côte-Rôtie og Maison Jaffelin i Beaune har givet hende en sikker hånd og et præcist øje for detaljer, hvilket kommer til udtryk i vine med stor renhed, elegance og terroirudtryk.

Antoine Amiot har en baggrund i både vinavl og vinøkonomi og har især taget ansvar for den strategiske og strukturelle udvikling. Under hans ledelse blev der i 2022 opført en ny, moderne vingård, hvor der arbejdes efter biodynamiske principper som tyngdekraft i vinifikationen og med bæredygtige materialer og naturlig temperaturregulering. Hans tilgang afspejler et ønske om at forene tradition med moderne præcision og bæredygtighed, uden at gå på kompromis med autenticiteten.

Det nye vineri får stor betydning for fremtidens Amiot Servelle-vine. Med mere plads er vinificeringen blevet bedre, og det biodynamiske fokus har løftet kvaliteten af vinene til et helt nyt niveau og en plads på den her liste. Hvis du virkelig vil lære Chambolle at kende, skal du smage det her. For det er top tier. 

Funfact: Arkitekten bag Amiot-Servelles nye vineri er Marine Jacques-Leflaive. Hun er datter af den legendariske biodynamiske vinpioner Anne-Claude Leflaive, og har med sin virksomhed Atelier Zéro Carbone Architectes (AZCA) sat et markant præg på moderne, bæredygtig vineriarkitektur i Bourgogne. Ud over det nye vineri for Domaine Amiot-Servelle i Chambolle-Musigny har AZCA også stået bag bemærkelsesværdige projekter for flere andre prominente vinproducenter som Anne Gros, Bizot, Trapet, Dujac, Rosseau og Domaine Leflaive.

Antoine Amiot Antoine Amiot

Domaine Jean-Marc Pillot | Arven lever videre med ny energi

Jean-Marc Pillot tilhører fjerde generation af vinproducenter i sin gren af Pillot-familien i Chassagne-Montrachet. Han begyndte at arbejde sammen med sin far, Jean, i 1985 og overtog ledelsen af domænet i 1991. Under hans ledelse er domænet vokset til cirka 15 hektar og producerer omkring 60.000 flasker årligt. Jean-Marc har moderniseret vingården og opført en ny kælder.

Antonin Pillot, søn af Jean-Marc, sluttede sig til domænet i 2019. Før sin tilbagevenden til familiens vingård opnåede Antonin erfaring gennem praktikophold hos Bouchard Père & Fils i Bourgogne og hos Polley Wines i Tasmanien. Antonin har bragt innovation og nyt perspektiv til domænet, og med et fornyet fokus på organisk vinproduktion er han den primære årsag til, at domænet i 2024 blev økologisk certificeret. I 2023 blev Antonin anerkendt af det hæderkronede ”Bourgogne Aujourd'hui” magasin som 'Rising Star', for sit bidrag til regionens winemaker community, og der er uomtvisteligt, at han er en af de nye stjerner i Bourgogne.

Jean-Marc fortsætter med at fokusere på terroir og håndværk, mens Antonin bringer nye idéer og teknikker ind i produktionen. Deres far-søn parløb er en af de afgørende årsager til, at du bør kende Domaine Jean-Marc Pillot. De er allerede en respekteret producent i Chassagne-Montrachet med vine, der afspejler både arv og fornyelse – og de kommer til at sætte nye standarder for domænets fremtid…

Funfact: Da Antonin for alvor trådte ind i domænet, var hans første tiltag at høste tidligere. Dernæst påbegyndte omlægningen til økologi, som lå ham meget på sinde. Hans far skulle efter sigende i et interview om miljøcertificeringer have sagt: "le jeune s’en occupera" (Den unge mand skal tage sig af det). Og sådan blev det. I øvrigt: Den unge generation af winemakers i Bourgogne er tæt forbundet til hinanden, og udnytter hinandens kompetencer, deler erfaringer, udfordringer og succeser. Et netværk, der blandt andet tæller Antonin Pillot, Bastien Coffinet, Antoine Amiot og Simon Colin.

RareWine CEO, Mads Jensen, Antoine Pillot & RareWine Head of Purchasing Emil Ledet RareWine CEO, Mads Jensen, Antoine Pillot & RareWine Head of Purchasing Emil Ledet

Jerome Galeyrand – Gamechanger i Côte de Nuits

I 2002 grundlagde Jérôme Galeyrand domænet med samme navn. Han indledte sin vinrejse i 1990'erne ved at hjælpe til hos Domaine Alain Burguet i Gevrey-Chambertin, og det inspirerede ham til at forfølge en karriere inden for vinproduktion. Efter at have gennemført sin uddannelse på vinakademiet i Beaune købte han sin første lille vinmark på 0,05 hektar og eksekverede sin første vinifikation samme år. I dag råder han over 5,25 hektar.

Jérôme Galeyrand er en fascinerende vinproducent, der har gjort sig bemærket med sin dygtighed og sin passion for at fremhæve terroirets unikke karakter. Hans vinmarker dyrkes med fokus på økologiske og biodynamiske principper, selvom de ikke er officielt certificerede som biodynamiske.

Galeyrand holder til i Brochon – en lille landsby i Côte de Nuits-delen af Bourgogne lige nord for Gevrey-Chambertin. Brochon har ikke sin egen AOC (Appellation d’Origine Contrôlée) for village-vin, så vin herfra markedsføres typisk som Côte de Nuits-Villages. Og netop her har Galeyrand været en stor gamechanger for hele området. Tidligere var der ikke nogen, der ville røre ved Côte de Nuits-Villages, men sådan er det bestemt ikke længere. Efter Galeyrand har banet vejen, er flere andre fulgt trop og vi ser i dag et niveau af Côte de Nuits-Villages som aldrig tidligere.

Vi har for alvor fået øjnene op for Galeyrand de seneste år. Der er ikke sket noget revolutionerende her, andet end det mest åbenlyse. Han laver virkelig god vin! Han er en ener, en sand pioner, og det prædikat bliver over tid afspejlet i prisen på hans vine…

Og det er netop her, du kan excellere vinviden i din omgangskreds. For ovenstående er (endnu) ikke alment kendt. Og skal du imponere vinconnaisseurs, kan du gøre det her – til fornuftige penge.

Fun fact: Hans Marsannay Clos du Roy er et pragteksemplar, der leder tankerne hen til Bizot. Besøg ham. Smag hans vine, og lad dig forføre. Gelayrands Côte de Nuits-Villages Le Retraits er et andet eksempel. Det har været en top fem vin for Mads Jensen (CEO i RareWine Group) i 2024: ”Det er en kæmpe vin, selvom det ”bare” er village”!

Domaine Edouard Confuron - Raffinement og forfinelse

I seks generationer har Confuron lagt navn til flotte Bourgognevine, og i 1989 satte Francois Confuron og Claudine Gindre deres efternavne på etiketterne, hvorefter de for alvor begyndte at forme domæne Confuron-Gindre. Huset er som mange andre inspireret af biodynamikken, og arbejdet i markerne, vinstokkenes trivsel samt jordens mikrobiologi er vigtigere end selve vinificeringsprocessen.

Edouard Confuron er søn af Francois og Claudine, og siden 2016 har han arbejdet side om side med sin far. Forfinet markerne. Forfinet processerne. Sideløbende har Eduard startet et mikro-domæne under sit eget navn, og siden 2021 har han dermed her haft frit spil til at følge sine egne idéer.

Edouard Confuron udvælger druer fra sin fars parceller på tværs af Vosne-Romanée, Nuits St. Georges og Gevrey-Chambertin. Og mens Francois vine er kendte for at være både store og muskuløse, er Edouards vine raffinerede. Selvom Edouards cuvéer et mindre kendte, er vi ikke et sekund i tvivl om, at hans projekt og vine bliver endnu større. Leder du efter value-for-money, skal du søge her.

Fun fact: Da Edouard Confuron lancerede sit eget mikro-domæne, begyndte han med blot én vin og lavede etiketten selv på sin bærbare – midt i kælderen, hvor han også stod og passede sin første cuvée. Det var lavpraktisk, kompromisløst og 100 % hans eget – præcis som vinene er i dag.

Paul Gros - Går selvsikkert mod strømmen

Paul Tollot-Gros er endnu en ung og lovende vinproducent, der repræsenterer den næste generation i den anerkendte Gros-familie. Han er søn af selveste Anne Gros, som er en fremtrædende og veletableret winemaker i Vosne-Romanée.  

I 2021 etablerede Paul Gros sit eget domæne og i 2022 præsenterede han sin første årgang. Som en del af Gros-familien har Paul adgang til nogle af de bedste terroirs i Bourgogne, og sideløbende med sit eget projekt er han en stor del af sin mors hæderkronede vineri.

Selvom Paul Gros' domæne stadig er i sin spæde begyndelse, har vi store forventninger til hans fremtid som vinproducent. Majoriteten af den nye generation af unge winemakers i Bourgogne laver lette, ranke og feminine vine, men Paul Gros går sin egen vej. Hos ham må der gerne være fad. Vine må være voluminøse og opulente og repræsentere det klassisk Vosne-Romanée. Flere og flere unge producenter bevæger sig væk fra overhovedet at bruge fade, mens Paul Gros stadig sværger til brugen af nye fade og holder fast i det traditionelle, og det er netop hans måde at skille sig ud på. – ikke som en hyldest til det gamle, men fordi han mener, at de bedste vine stadig kræver både dybde og holdbarhed. En vin med kant kræver en vinmager med karakter.

Fun Fact: Paul Gros lavede sine første forsøg med vin allerede som teenager – i en brugt plasttønde, han havde gemt bagerst i kælderen hos sin mor. Hold øje med Paul Gros, hvis du er til klassisk vellavet Bourgogne med struktur og tydeligt fadpræg.

Domaine Arnaud et Sophie Sirugue-Noêllat - Moderne ambitioner og en ny stil

Domaine Arnaud et Sophie Sirugue-Noëllat er et ungt og lovende vinhus i Bourgogne, etableret i 2016 af ægteparret Arnaud Sirugue og Sophie Noëllat. Begge stammer fra prominente vinfamilier i Vosne-Romanée: Arnaud fra Domaine Robert Sirugue og Sophie fra Domaine Michel Noëllat, hvorfor Arnaud og Sophies vine indtil 2022 også blev solgt under Domaine Robert Sirugue. Og disse vine repræsenterer klassisk, old school value-for-money Vosne-Romanée. Men fra 2023’årgangen flaskes vinene under Domaine Arnaud et Sophie Sirugue-Noêllat – et fælles projekt og et møde mellem stærk familietradition og moderne ambitioner – og en ny stil.

Det unge par har bygget stort nyt vineri lige ved siden af Domaine Anne Gros. Vi besøgte parret og smagte deres 2023’ere, hvilke er nogle af de flotteste 2023’ere, vi har smagt fra fad. De har en kompleks palette. Densiteten er højere, og vi er spændte på at smage årgangen, når den frigives på flaske. Trods deres korte historie har Arnaud og Sophie allerede skabt sig et navn som et par af de mest lovende nye producenter i Bourgogne med de helt rigtige marker på hånden, står de godt rustet til at videreføre familietraditionerne.

Fun Fact: Da Arnaud og Sophie byggede deres nye vineri i Vosne-Romanée, valgte de med vilje en placering lige ved siden af Domaine Anne Gros – ikke for prestigens skyld, men fordi de ville være tæt på den energi og inspiration, der kommer fra naboer, de selv ser op til. Det er et moderne statement midt i klassisk Bourgogne: Her vil vi være – og vi mener det.

Fremtidens Bourgogne er sikret – og nu kender du årsagen

I Bourgogne spirer nye filosofier frem. Nye teknikker prøves af. Nye visioner fødes. Og selvom den nye generation af unge winemakers er ekstremt dygtige og for alvor har sikret fremtiden for Bourgogne, er deres succes forankret i det stykke arbejde, der generation efter generation er blevet lagt i markerne. Og i kældrene.

Og er du på udkig efter vin fra de producenter, der for alvor er med til at sætte scenen for fremtidens Bourgogne, kan du stoppe din søgning for en stund – skal du søge værdi i dem, vi har præsenteret ovenfor.

Og der er ikke tvivl om, at alle er blevet dygtigere i Bourgogne. Praksisser som biodynamik og økologi er for alvor flyttet ind, og de talentfulde winemakers kan i høj grad fokusere på kvalitet frem for kvantitet. De kan afprøve nye teknikker. Dyrke nye filosofier. Eksperimentere.

Og det kan de, fordi deres forældre har tjent penge. Økonomien i Bourgogne tillader i dag, at det er blevet nemmere at lave exceptionel god vin, hvorfor vi ser et kvalitetsløft hele vejen rundt. Alle er blevet dygtigere, og det er efterhånden sjældent, vi ser en dårlig årgang, når snakken falder på kvalitet, men nogle er selvfølgelig mere exceptionelle end andre.

Bourgogne er verdens højborg for fine wine, og regionens ry drypper på alle winemakers, der for alvor har plads til at føde visioner. Fremtidens Bourgogne er sikret og måske endnu mere spændende, end den nogensinde har været.

Bliv kontaktet af RareWine Invest

Udfyld formularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt - ganske uforpligtende naturligvis.