Markedsanalyser - Øvrige - 15. juli 2022

Analyse: Status på vinmarkedet halvvejs igennem 2022

2021 var et ualmindeligt godt år for vininvestorerne. Hvad er status på første halvdel af 2022, og hvordan ser fremtiden ud, verdenssituationen taget i betragtning?

Midtvejsstatus for 2022

Den første halvdel af 2022 er nu passeret, hvorfor det er på sin plads at gøre status. Særligt i en tid, hvor de store finansielle markeder har oplevet store udsving, og fremtiden derfor er lidt mere uforudsigelig end vanligt. S&P 500 er faldet mere end 20 % siden starten af 2022, og vi er nu officielt inde i det første bear-marked siden 2020.

Den engelske vinbørs Liv-ex beretter modsat, at Fine Wine 1000 indekset er oppe med 10% år-til-dato, og vininvesteringen for året er stadig med plus som fortegn. Hos RareWine Invest er vi glade for, at det går godt for vininvestorerne, men på samme tid ønsker vi ikke at være med til at blæse en boble op. Derfor gør vi status og stiller de spørgsmål, der bør stilles.

Fundamenterne for vininvestering er nemlig uændret: Langsigtet investering og stabilitet.

Se videoen:

Tilbageblik på vinmarkedet i 2021

2021 var et ualmindeligt godt år for vininvestorerne – faktisk var det et godt år for langt de fleste investeringsformer. Og når det går godt på de traditionelle markeder, følger vinmarkedet typisk trop, hvilket også gjorde sig gældende i 2021 med gennemsnitlige vinafkast på knap 20 %. Læg hertil, at et område som Champagne gav et afkast på næsten 40 %.

Nu er halvdelen af 2022 passeret, der er krig i Ukraine, forsyningskæderne er under pres, og inflationen er tårnhøj og ikke set lig siden 1980’erne. Der er selvsagt usikkerhed på de finansielle markeder, men det har endnu ikke haft betydning for vinmarkedet jævnfør Fine Wine 1000 indekset, der er oppe med 10 procent på seks måneder.

Mange aktører maler derfor et rosenrødt billede af vinmarkedet. Det kan sagtens forsvares, men hos RareWine Invest vil vi gerne bidrage til at nuancere dette billede.

To af grundpræmisserne for vininvestering er stabilitet og lang horisont, og det er selvfølgelig stadig aktuelt. Så selvom det har været nogle ekstraordinært gode år på den korte bane, forventer vi, at mere normaliserede tilstande vil indfinde sig resten af året.  

Analyse af vinmarkedet

Forventninger for 2022 – hvad er normaltilstande?

Hos RareWine Invest forventer vi, at den resterende del af 2022 bliver en såkaldt non-event, hvor markedet stabiliserer sig. De høje prisstigninger, verden har været vidne til i 2021, er ikke the new normal, og det forventes endda også, at vi igen kommer til at opleve enkelte vine, der fra tid til anden falder en smule i værdi, verdenssituationen taget i betragtning.

Når de mere normaliserede tilstande indtræffer, vil det tilbyde fornuftige muligheder for at komme i nærheden af nogle af de vine, der har været uhørt mange købere til i det forgangne år. Normaliserede tilstande virker selvsagt kedeligt oven på rekordår, men det næste halve år kan komme til at minde meget om 2019, der var opfølgeren til rekordåret 2018. 2019 tangerede til det kedelige, men de der købte op her er blandt dem der smiler ekstra meget i dag.  

Worst case scanario

Lige nu er verden usikker, og skulle en ny finanskrise som den i 2008 blive en realitet, kan det selvfølgelig have effekt på vinmarkedet. Historisk set er vin dog en af de stærkeste aktiver i krisetid. I årene efter 2008 tabte vin kun få procent sammenlignet med aktiemarkedet, og vin var desuden tilbage på samme niveau allerede efter blot et år.

Med det nuværende verdensbillede i mente, er det derfor forventeligt med mindre og stabile stigninger med minimale udsving, som også kendetegner normalen. Det vil dog være naivt at antage, at vin går helt fri, hvis et krak som med Lehmann Brothers i 2008 bliver aktuelt.

Analyse-800x600-01.jpg

Overblik over de fem områder for vininvestering

Hos RareWine Invest opererer vi med fem overordnende områder for investering: Bourgogne, Champagne, Italien, Rest of World og Bordeaux. De forventelige fremtidsudsigter for hvert af disse områder udfoldes herunder.

Bourgogne

Stabilitet og små prisstigninger forventes af præge Bourgogne den kommende tid. Det kan betyde, at der er spændende opkøbsmuligheder for dem, der har midler til det. Verdenssituationen betyder givetvis, at antallet af købere til de bedste flakser bliver mindre. Og det betyder, at der bliver mulighed for at få fat i nogle af de mest eftertragtede vine fra Bourgogne. 

Bourgogne-investorerne har de seneste år været begunstiget af små årgange og ekstraordinær høj kvalitet, hvilket virkelig har skubbet til priserne. Og selvom Bourgogne historisk set altid har stået stærkt, har 2021 og starten af 2022 været ualmindeligt gode. Tendensen er dog fortsat at mængderne synes mindre og mindre, mens kvaliteten i det brede perspektiv er stigende.  

 

Champagne

Champagne omtales ofte som vinens svar på statsobligationer, men i kølvandet på Covid og pressede forsyningskæder har netop Champagne set nogle ekstreme prisstigninger. For et par år siden udgav vi hos RareWine Invest en analyse, som netop pegede på, at champagnepriserne ville stige, da prisen på champagne slet ikke var steget tilnærmelsesvist så meget, som prisen på druer og landbrugsjord i Champagne.

Champagne er stadig et af de mest efterspurgte områder, og her forventer vi ikke at se de store udsving i den nære fremtid. Tværtimod kan der være gode muligheder for at realisere enkelte positioner grundet det gunstige marked for champagne. Og selv hvis krisen rammer, forventer vi, at man vil sætte pris på at være eksponeret mod champagne. Tager vi de langsigtede briller på er intet ændret: Vi har fortsat rigtig store forventninger til champagnekategorien.    

 

Italien

Hos RareWine Invest har vi længe argumenteret for, at de italienske vine i disse år er på stærk fremmarch – både hvad angår kvalitet og investering. Hertil mener vi stadig, at de italienske vine er for billige i forhold til kvaliteten. Der forventes ikke store prisstigninger i den nærmeste fremtid, hvorfor de italienske vine er klasseeksemplet på en klassisk vininvestering. De Italienske vine har især langsigtet potentiale. Men alligevel er der en lille krølle til dette: I 2019 da alt andet stod stille på vinmarkedet, var det ifølge Liv-ex det italienske subindeks, Italy 100, der performede bedst. En tendens vi ligeledes så på egne bøger.

 

Rest of the World

Der er ikke meget nyt under solen med rest-of-world-kategorien, som primært indeholder amerikanske vine, lidt Rhone, samt skotsk og japansk whisky. Ligesom Italien dominerer det langsigtede potentiale, hvorimod den korte bane forventes at blive domineret af non-event uden de store udsving. Dermed er alt, som det plejer at være i denne kategori – uanet om vi taler whisky eller vin.

 

Bordeaux

Selvom Bordeaux er den kategori, der fylder mindst i vores anbefalinger, er det et område begunstiget med fantastiske vine. Det forholder sig dog således, at prislejet på vine fra Bordeaux ikke egner sig specielt godt til investering. I virkeligheden er det derfor kun ganske få investeringscases, der vil blive aktuelle de næste seks måneder. Har du allerede Bordeaux i din portefølje, kan du læne dig tilbage og slå koldt vand i blodet. Fundamenterne for en Bordeaux-investering er uændrede – det tager tid.

Har du som investor spørgsmål til din portefølje er du som altid velkommen til at kontakte din porteføljerådgiver.

Investerer du derimod endnu ikke i vin og går med tankerne om at komme i gang, kan du kontakte os via kontaktformularen herunder.

Bliv kontaktet af RareWine Invest

Udfyld formularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt - ganske uforpligtende naturligvis.