Artikler - 31. december 2019

Årtiet der gik: 10 vilde vininvesteringer

Dyk ned i det forgangne årti og se 10 eksempler på vine, der har leveret solide afkast og fået investorerne til at juble. Særligt én region har været suveræn.

Fra solide til skyhøje afkast

Nytåret nærmer sig og vi kigger ind i et nyt årti. Det giver anledning til at kigge tilbage på nogle af de vilde vininvesteringer, der igennem de seneste 10 år har leveret både solide og suveræne afkast. Hvordan lyder eksempelvis et afkast på mere end 1.500 %? Og kan du gætte hvor et sådant afkast har været en realitet? Vi har været i arkiverne og håndplukket 10 vilde vininvesteringer fra forskelige områder, der igennem de seneste 10 år har glædet investorer verden over.

10: 2001 Le Pin (+ 121,3 %)

Bordeaux har historisk set været hjemsted for de bedste og mest fornemme vine, og er for mange stadig højborgen for investeringsvine. Generelt har prisudviklingen blandt bordeauxvinene ikke været videre festlig de senere år. Vi anbefaler dog fortsat at have vin fra Bordeaux i porteføljerne, og grunden hertil er lige præcis bordeauxikonet Le Pin og naturligvis Petrus.

2001 var en af de bedre årgange i Pomerol, og Le Pin har med denne årgang givet investorer et gennemsnitligt årligt afkast på 8,3 % de seneste 10 år.

Pris ca. € 3.300*

10 vilde vininvesteringer Clos de Tart

9: 2005 Clos de Tart (+ 129,2 %)

Luksuskonglomeratet Artemis overtog i 2018 det ikoniske bourgognemonopol Clos de Tart og forøgede domænets investeringspotentiale yderligere. Selvom denne nyhed gør fremtiden utrolig spændende for Clos de Tart som investeringsaktiv vidner det historiske afkast på årgang 2005 også om et spændende potentiale.

2005 Clos de Tart har de seneste 10 år givet et gennemsnitligt årligt afkast på 8,6 %.

Pris ca. € 550*

8: 2002 Giacomo Conterno Barolo Monfortino (+ 185,7 %)

Giacomo Conterno er en af de største producenter i Piemonte og topvinen Monfortino betragtes som den første rigtige Barolo. Vi har ved flere lejligheder berettet om hvordan interessen for de italienske topvine er stigende, og kigges vi tilbage på de seneste 10 år er interessen for Monfortino ikke til at tage fejl af.

2002 var en usædvanlig dårlig årgang i Barolo, men 2002 Monfortino har alligevel givet et gennemsnitligt årligt afkast på 11,1 % de seneste 10 år.

Pris ca. € 800*

Læs mere om Monfortinoen i vores investeringstip fra oktober her: Den første rigtige Barolo giver +25,6 % på 12 måneder

Romanée-Conti Domaine de la Romanée-Conti

7: 2004 DRC Romanée-Conti (+ 352,4 %)

Når emnet er ”vilde vininvesteringer” er Bourgogne ganske enkelt umuligt at komme udenom og det ville samtidig være useriøst ikke at inkludere mægtige Domaine de la Romanée-Conti. Produktionen af Domaine de la Romanée-Contis topvin af samme navn er ekstremt begrænset (omkring 6.000 flasker om året) og dette kombineret med en høj efterspørgsel har gjort Romanée-Conti, sammen med husets øvrige vine til attraktive investeringsaktiver.

2004 DRC Romanée-Conti har de seneste 10 år givet et gennemsnitligt årligt afkast på 16,3 %.

Pris ca. € 16.700*

Læs mere om Domaine de la Romanée-Conti her: DRC blandt de bedste investeringer i 2018 (+25%)

6: 2006 Coche-Dury Meursault (+ 361,8 %)

Investering i hvidvin har et stort potentiale i fremtiden og ligesom blandt de italienske topvine synes interessen også her at være stigende. Kigges der tilbage på de seneste 10 år er der masser af gode eksempler på gode hvidvinsinvesteringer, men Coche-Dury og husets Meursault kommer man umuligt udenom.

Årgang 2006 af Domaine Coche-Durys kommunevin Meursault Blanc har de seneste 10 år leveret et gennemsnitligt årligt afkast på 16,5 %.

Pris ca. € 510*

Læs mere om kongen af Meursault i vores investeringstip fra februar her: Domaine Coche-Dury – bannerfører for attraktive hvidvinsinvesteringer

Årtiets vildeste vininvesteringer Champagne Salon

5: 1995 Salon (+ 282,4 %)

Har man først fået smag for moden champagne, kommer man ikke af med den igen. Det samme gælder i øvrigt for Salon, og kombineres disse to er fundamentet for attraktive champagneinvesteringer lagt. Selvom de unge årgange den senere tid ligeledes har vist gode takter, beviser de modne årgange hvor stort investeringspotentiale champagne fra Salon i virkeligheden har.

Årgang 1995 fra Salon er blot et enkelt eksempel på stærke Salon-investeringer og har de seneste 10 år givet 14,4 % i gennemsnitligt årligt afkast.

Pris ca. € 650*

Læs vores seneste investeringstip om Salon fra oktober her: Guldægget i Champagne: Salon stiger +17 % på tre måneder

4: 2004 DRC Richebourg (+ 343,3 %)

På den legendariske Grand Cru-mark, Richebourg, dyrker ikonerne side om side; DRC, Leroy og Grivot for at nævne de største. Her bidrager alle positivt til Richebourg-brandet så interessen fastholdes blandt vinkendere og -elskere over hele verden.

Står der tilmed Domaine de la Romanée-Conti på flasken kan det være ekstra spændende at investere i Richebourg hvor årgang 2004 de seneste 10 år har givet et gennemsnitligt årligt afkast på 16,1 %.

Pris ca. € 2.500*

Rousseau blandt årtiets bedste inveteringer Armand Rousseau Chambertin med den karakteristiske label

3: 2002 Armand Rousseau Chambertin (+ 651,0 %)

Domaine Armand Rousseau producerer vin mange har hørt om, men kun få er så heldige at smage. Domænets topvin, Chambertin, fra Grand Cru-marken af samme navn har tilnavnet ”vinens Napoleon” og vidner for alvor om at der her er tale om noget ganske særligt. Med en produktion på under 10.000 flasker om året af disse populære vine, er det ikke bare noget man sådan lige køber – og det har sat sit præg på prisudviklingen de seneste 10 år.

2002 Armand Rousseau Chambertin har givet et gennemsnitligt årligt afkast på 22,3 % de seneste ti år.

Pris ca. € 2.950*

2: 2005 Comte Liger-Belair La Romanée magnum ( + 689,5 %)

Hvis man tager en tur til vinmekkaet Vosne-Romanée i Bourgogne vil man se mange turister nyde synet af DRCs legendariske mark Romanée-Conti. Men går man ganske kort mod nord, langs den lille vej, møder man i stedet et andet Grand Cru-monopol – nemlig Comte Liger-Belairs La Romanée. Trods at turisternes interesse mange gange i højere grad falder på Romanée-Conti skal man ikke tage fejl af at vinene fra La Romanée er blandt de fornemmeste og mest eftertragtede i verden. Noget der også har kunnet aflæses i prisstigningerne på eksempelvis årgang 2003.

2003 Comte Liger-Belair La Romanée har de seneste 10 år givet et gennemsnitligt årligt afkast på 23,0 %.

Pris ca. € 10.300**

1: 2002 Domaine Leroy Musigny (+ 1.551,8 %)

Musigny er topvinen fra legendariske Domaine Leroy og tales der om det dyreste, mest prestigefulde, eksklusive og eftertragtede vin er Domaine Leroy i virkeligheden kun i reel konkurrence med DRC og Musigny kun med Romanée-Conti. Den ekstremt høje kvalitet understreges af at domænets Premier Cru-vine ofte er ligeså dyre som Grand Cru-vine fra selv bedre bourgogneproducenter.

Leroy Musigny er ganske enkelt noget helt særligt hvilket det gennemsnitlige årlige afkast de seneste 10 år på årgang 2002 på hele 32,4 % også vidner om.

Pris ca. € 29.550**

Læs mere om Domaine Leroy og dronningen af Bourgogne i vores investeringstip fra januar 2019: Domaine Leroy stiger +50% i 2018 og bliver verdens dyreste vin!

 

 

* Pris pr. flaske i hele kasser i perfekt stand ex. told, moms og afgift

** Pris pr. løs flaske i perfekt stand ex. told, moms og afgift

 

Prishistorik trukket fra Liv-ex, men valideret og tilrettet af Rare Wine Invest for at danne det mest repræsentative billede. Vinene i denne artikel er ikke til salg af Rare Wine Invest i øjeblikket, hvorfor hjemtagelse af de eksakte vine ikke kan garanteres til overstående pris.

Bliv kontaktet af Rare Wine Invest

Udfyld formularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt - ganske uforpligtende naturligvis.
Tak for din indsendelse