Markedsanalyser - Øvrige - 27. oktober 2026

Markedsanalyse

Hurtig indsigt i tilstanden på vinmarkedet

For første gang siden 2022 overhaler bourgogne bordeaux i handelsaktivitet, Champagne fører prisudviklingen, og modne vine tiltrækker øget interesse.

Her får du en hurtig overflyvning af tilstanden på fine wine-markedet.

Fine wine-markedet: Fornyet aktivitet stiller større krav til udvælgelsen

Efter en længere periode med prisfald og tilbageholdenhed blandt køberne viser fine wine-markedet tegn på fornyet aktivitet. I tredje kvartal 2026 steg Liv-ex Fine Wine 100 med 2,01 %, mens det bredere Fine Wine 1000-indeks avancerede 0,89 %. Udviklingen er positiv, men bag de overordnede tal gemmer sig betydelige forskelle mellem regioner, producenter og årgange.

Særligt tre tendenser er interessante med RareWine-brillerne på: En voksende interesse for drikkemodne vine, bourgognes tilbagevenden som den mest handlede region og champagnes relativt stærke prisudvikling.

Tilsammen tegner de et billede af et marked, hvor efterspørgslen i stigende grad koncentreres omkring vine med særlige kvaliteter og en attraktiv markedsposition imens stigende handelsaktivitet er gode tegn.

Drikkemodenhed og knaphed får større betydning

En af de mest interessante udviklinger finder vi i Bordeaux, hvor efterspørgslen efter modne årgange adskiller sig markant fra interessen for nyere vine.

Ifølge Liv-ex oversteg forholdet mellem købsbud og salgsudbud (bid-ask ratio) 2,0 for Bordeaux First Growths fra årgangene 2000–2005 i sommeren 2026. For årgange efter 2020 var forholdet blot 0,7.

Det vidner om en markant forskel i købsinteressen. Hvor de yngre årgange fortsat kræver mange års lagring, tilbyder de modne vine en kvalitet og drikkeoplevelse, som kan realiseres allerede nu.

Samtidig spiller en af fine wine-markedets grundlæggende mekanismer ind: Når en vin drikkes, forsvinder den permanent fra markedet. Det tilgængelige udbud af en given årgang reduceres dermed gradvist, mens nye flasker aldrig kan produceres.

Det er dog vigtigt at skelne mellem øget interesse og stigende priser. Eksempelvis handles Château Lafite Rothschild 2000 ifølge Liv-ex på det laveste prisniveau i 18 år. Interessen for modne bordeaux-vine skal derfor ikke nødvendigvis tolkes som et signal om forestående prisstigninger, da bordeaux store prisparadoks fortsat spiller ind her.

Udviklingen er snarere interessant som en indikation af, hvordan drikkemodenhed og aftagende tilgængelighed kan påvirke efterspørgslen på tværs af fine wine-markedet og i særdeleshed i Bourgogne.

Bourgogne overhaler Bordeaux – men ikke alle producenter følger med

I tredje kvartal 2026 overhalede Bourgogne Bordeaux som den mest handlede vinregion på Liv-ex målt på handelsværdi. Det er første gang siden 2022 og et bemærkelsesværdigt skifte i et marked, hvor Bordeaux historisk har haft en dominerende position.

Bourgognes andel af handlen har i perioden 2023–2025 ligget omkring 20 %, men nærmer sig nu 30 %.

Den øgede handelsaktivitet har imidlertid endnu ikke resulteret i tilsvarende brede prisstigninger. Liv-ex Burgundy 150-indekset steg blot 0,67 % i tredje kvartal.

Forklaringen skal blandt andet findes i, hvordan efterspørgslen fordeler sig. Ifølge markedsanalyser fra Liv-ex, er interessen i stigende grad koncentreret omkring bestemte domæner frem for Bourgogne som samlet region.

Det understreger en afgørende pointe for investering i bourgognevin: Regionen kan ikke betragtes som én samlet investeringsmulighed.

Forskellene mellem producenter, marker, årgange og den faktiske tilgængelighed kan være betydelige. Øget interesse for de mest eftertragtede producenter er derfor ikke ensbetydende med, at resten af regionen følger samme udvikling.

For investorer understreger det vigtigheden af en særdeles selektiv tilgang, hvor producentens position og den enkelte vins markedspotentiale vægtes højere end den generelle udvikling i regionen.

Hos RareWine Invest drager du nytte af, at RareWine Trading hver dag er tilstede i dette marked. Domaine de la Romanée-Conti er eksempelvis, men ikke overraskende, en af driverne for positiv vækst og aktivitet i markedet i øjeblikket.

Champagne viser stærkere regional prisudvikling

Mens Bourgogne har tiltrukket den største handelsinteresse, er det Champagne, der har leveret den stærkeste prisudvikling blandt Liv-ex' regionale indeks i årets tredje kvartal.

Indekset Champagne 50 steg 3,38 %, hvilket er væsentligt mere end Bourgognes 0,67 % og det bredere Fine Wine 1000-indeks' 0,89 %.

Forskellen illustrerer, at handelsaktivitet og prisudvikling ikke nødvendigvis følges ad.

Hvor Bourgognes udvikling i høj grad er præget af efterspørgslen efter bestemte producenter, viser Champagne et tydeligere positivt momentum på regionalt indeksniveau.

Det er ikke ensbetydende med, at alle champagner stiger i værdi. Men udviklingen viser, at Champagne som investeringskategori har haft en relativt stærk periode sammenlignet med de øvrige toneangivende vinregioner.

RareWine Invest mener

De seneste markedstal giver grund til forsigtig optimisme, men de understreger samtidig, at en generel vending i fine wine-markedet ikke nødvendigvis vil løfte alle vine i samme tempo.

Interessen for modne vine illustrerer betydningen af knaphed og konsum. Bourgogne viser, hvordan efterspørgslen kan koncentrere sig omkring et begrænset antal producenter, mens Champagne demonstrerer, at prisudviklingen kan være stærkere på et bredere regionalt indeksniveau.

Fælles for udviklingerne er, at det bliver stadig vigtigere at forstå, hvad der driver efterspørgslen efter den enkelte vin.

For investorer handler det derfor ikke alene om at være eksponeret mod de rigtige regioner, men i lige så høj grad om at eje de rigtige vine inden for dem.

Bliv kontaktet af RareWine Invest

Udfyld formularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt - ganske uforpligtende naturligvis.