Artikler - RareWine Academy - 19. januar 2021

Madame Lalou Bize-Leroy - den mest magtfulde kvinde i vinverden

Madame Lalou Bize-Leroy er om nogen en sand legende når det kommer til fremstilling af de mest legendariske vine. Mød legenden i dette portræt af "Dronningen af Bourgogne"...

“There is no winemaking and no winemaker in Burgundy! We are guardians. We watch, we observe, we make some decisions but it is the grapes that come first - they guide us. Our job is to look, observe and try to understand."

Madame Lalou Bize-Leroy, in an interview in 2017 with Forbes.   

Madame Lalou Bize-Leroy - Dronningen af Bourgogne

Madame Lalou Bize-Leroy er vidt og bredt kendt som ”Dronningen af Bourgogne” og en af de mest toneangivende producenter igennem årtier, og blandt mange regnet som den mest magtfulde kvinde i vinens verden. I dag står hun bag den dyreste rødvin solgt i verden samt hvidvine, der kan få tårerne til at trille hos selv de største vinelskere, hvis man altså er så heldig, at man overhovedet kan komme i nærheden af hendes nærmest sagnomspundne vine. I en alder af snart 89 år (f. 3. marts 1932), så er Madame Lalou Bize-Leroy, det tætteste man kommer på en levende legende, og hun er stadig aktiv i såvel vinmarkerne som vineriet.

Få personer har haft så stor indflydelse på Bourgognes ’rise to fame’ som Henry Jayer, Anne-Claude Leflaive og så Madame Lalou Bize-Leroy. Og når hedengangne Henry Jayer ofte bliver omtalt som ”Kongen af Bourgogne”, så er der heller ingen tvivl om, at den kære Madame Leroy må være den rette arvtager i tronfølgen som ”Dronningen af Bourgogne”.  

Madame Lalou Bize-Leroy - en kompromisløs forretningskvinde

Hvis vi for en stund spoler frem til nutiden, så er 88-årige Madame Leroy i spidsen for intet mindre end tre virksomheder: negociant-forretningen Maison Leroy, vingårdene Domaine d’Auvenay og Domaine Leroy. Sidstnævnte står bag verdens dyreste vin, som bliver produceret på den nærmest mytiske grand cru mark Musigny. Denne blev handlet til små €40.000 i årgang 2015 allerede da den kom på markedet.  

Negociant-forretningen Maison Leroy er en klassisk handelsforretning, som man kender det fra Bourgogne. Her styrer Madame Lalou Bize-Leroy tingene med hård hånd, og kun de bedste druer opkøbes. De fleste vine fremstilles af druer fra parceller, hvor Bize-Leroy og hendes folk selv er med til at passe vinstokkene gennem hele sæsonen. På den måde sikres der råmateriale af ypperste kvalitet.

Domaine Leroy blev dannet i 1988, da Madame Leroy havde problemer med at opkøbe druer nok til sin negociant-virksomhed. Hun opkøbte Domaine George Noellat og fik dermed de første vinmarker i porteføljen, som sidenhen er blevet udvidet med yderligere opkøb. I dag ejer Domaine Leroy cirka 23 hektar med vinmarker på nogle af de mest attraktive adresser i Bourgogne.

Domaine d’Auvenay er landstedet, hvor Lalou Bize-Leroy selv bor, og domænet er beliggende i bakkerne bag den gyldne skråning i Saint-Romain. Her bor hun sammen med sin husbond, og sammen driver de dette mikro-domaine efter biodynamiske forskrifter. Samlet set råder domænet over kun godt 4 hektar, og der er dermed tale om en nærmest mikroskopisk produktion.

Alle tre virksomheder er drevet efter biodynamiske forskrifter. Der arbejdes med de helt rigtige præparater, og vinen bearbejdes kun når stjerner og måne står rigtigt. Alle vinene er at betragte som referencepunkter i Bourgogne, og de fremstilles kun i ganske små mængder.

Domaine Leroy De nærmest uopdrivelige vine fra Domaine Leroy er noget af det mest eftertragtede man overhovedet kan komme i nærheden af i vinens eventyrlige verden.

Døbt i mytisk rødvin - historien om Madame Bize-Leroy

Marcelle ”Lalou” Bize-Leroy er født ind i en rigtig vinfamilie i 1932. Familieforetagendet Maison Leroy blev allerede grundlagt i 1868 af hendes oldefar. Lalous egen far, Henri Leroy, valgte allerede fra fødslen at ”døbe” sin datter i de kostbare dråber af familiens egen vin produceret på den legendariske Musigny-vinmark. Således dryppede han hendes læber med årgang 1929 Musigny, og dermed lå det allerede i kortene fra et tidligt tidspunkt, at vin skulle få en helt særlig plads i Lalous liv. Allerede som 23-årig blev Lalou indlemmet i den daglige drift af familievirksomheden.

Og man kan vel nærmest tale om, at eventyret blev fuldendt på smukkeste vis, da Lalou i 2018 slog DRC - Romanée-Conti af pinden som verdens dyreste vin efter mere end 20 år på tronen - og her var der netop tale om hendes Musigny-vin.

Madame Leroy i spidsen for Domaine de la Romanée-Conti

Som om ovenstående ikke var nok, så bliver fortællingen om Madame Leroys betydning for Bourgogne kun forstærket, når man ser nærmere på hendes CV. For udover Maison Leroy, ejede familien også 50 % af Domaine de la Romanée-Conti (DRC), der allerede på daværende tidspunkt var at regne for en af topproducenterne i Bourgogne.

DRC blev Lalous andet hjem, hvor hun stod i mesterlære ved sin far, Henri, igennem mange år. Så det var ganske naturligt, at hun i 1973 blev forfremmet til med-manager sammen med navnkundige Aubert de Villaine, der stadig hersker på DRC. I de følgende år løftede de to i fællesskab DRC op i den absolutte superliga af producenter, og faktisk helt op i en liga, hvor de øvrige ikke kunne være med. Sammen indførte de økologisk landbrug, samt endnu mere præcision i vinmarker og kældre. Lalou stoppede sit virke på DRC i 1992, og Aubert de Villaine har kørt domænet videre sidenhen. Madame Leroy ejer den dag i dag stadig 25 % af DRC, men tager ikke del i den daglige drift.

Maison Leroy

Allerede i 1971 overtog hun tøjlerne i Maison Leroy og begyndte stædigt at løfte kvaliteten. Ikke en nem tid for en principfast kvinde at være leder, men Lalou gjorde, og gør, tingene på sin egen faste facon. Hun valgte således benhårdt at stå på kun at købe de absolut bedste druer, og hun undgik dermed de populære pinot noir kloner, der giver højt udbytte, men lav kvalitet.

Det kompromisløse valg af druer resulterede i årgange med få flasker til salg, men hendes medfødte talent og satsning på kvalitet, viste sig med tiden at bære frugt. Maison Leroy står i dag for nogle af de ypperste negociant-vine fra Bourgogne, og tilmed vine der er i fremragende balance og med et stort udviklingspotentiale.

Domaine Leroy

I 1998 opkøbte Bize-Leroy sine første marker og grundlagde Domaine Leroy. Her har Lalou indført biodynamisk dyrkning, helt efter Rudolf Steiner-principperne – og hun var dermed en af de absolut første topproducenter i Bourgogne, der tog så drastiske skridt.

I starten blev der rystet på hovedet – ikke mindst i 1993. Cote d’Or var ramt af høj luftfugtighed, hvilket resulterende i meldug, der hastigt spredte sig i vinmarkerne. De konventionelle vinbønder valgte at sprøjte, men Madame Bize-Leroys biodynamiske principper forbød hende at sprøjte, og hun mistede store dele af høsten. Som så ofte før – den der ler sidst ler bedst. Da hendes mikroskopiske mængde vin fra 1993 kom på markedet, var kvaliteten nemlig på præcis det tårnhøje niveau, hun ønskede. Hendes kyniske tilgang og principfasthed har ikke altid skabt venner i nabolaget, men til gengæld høster hendes vine lovprisninger fra nær og fjern.

I dag har Madame Bize-Leroy cirka 21 hektar vinmarker, hvor der høstes druer til Domaine Leroy. Herunder nogle af de mest sagnomspundne marker som Le Chambertin, Musigny, Richebourg og flere andre grand cru marker. Det flotte line-up tæller også en bred vifte af de bedre premier cru marker i Bourgogne.

Domaine d’Auvenay

Domaine d’Auvenay er seneste skud på stammen for Madame Lalou Bize-Leroy. Her bor Lalou sammen med sin husbond og laver sine mindste produktioner. Domænet er beliggende i Saint-Romain, men har fire hektar med vinmarker, som tappes under dette navn. Også disse mikroproduktioner er blandt de mest eftertragtede i vinverden grundet den høje kvalitet og de små produktioner. Produktionerne skal tælles i enkelte fade. På trods af dette, så er det nogle af de bedste vinmarker i Bourgogne som Lalou har anskaffet sig parceller på. Chevalier-Montrachet, Criots-Bâtard-Montrachet og Bâtard-Montrachet som de tre smukkeste hvidvinsmarker, og læg så dertil de to fornemme grand cru marker Bonnes Mares og Mazis-Chambertin, hvorfra der produceres rødvin. Det er svært at forestille sig bedre råmateriale, og fortolket med Lalous vanlige øje for perfektion, så er der altså også her tale om vine af ypperste kvalitet.  

Madame Bize-Leroy Kompromisløse Madame Leroy sidder øverst på tronen når hierakiet skal gøres op blandt de mest toneangivende mennesker i vinens verden.

Fremtidens pejlemærker og investeringsobjekter

Godt nok er den kære Madame Leroy snart 89 år gammel, men intet tyder på, at hun har tænkt sig at hvile på laurbærerne. Alt er sat på skinner, og hendes parceller står knivskarpt på de bedste marker i Bourgogne. De er igennem et par årtier dyrket efter biodynamiske forskrifter, hvilket har skabt et rigt dyreliv i markerne. Dermed opnår vinmarkerne en god balance, som er med til at forstærke markens eget immunforsvar. Hermed er markerne ikke længere så sårbare overfor eksempelvis meldug, som omtalt i 1993. Den naturlige balance i marken beskytter mod mange af de klassiske vinsygdomme, som vi kender dem.

I de senere år er vinene fra især Domaine Leroy også iblandt de vine som har oplevet de største prisstigninger og udvist størst modstandsdygtighed mod udefrakommende kriser som eksempelvis Corona. Der bliver allerede nu spekuleret i, at der kommer en dag, hvor Madame Leroy trækker sig tilbage for at nyde sit otium, og til den tid vil man skelne imellem før og efter Madame Leroy. De vine som hun selv har produceret, vil stige uforholdsmæssigt mere i pris end vinene som kommer efter. Dermed er der altså her mulighed for at gøre en rigtig god investering inden det er for sent - hvis altså man er så heldig, at man overhovedet kan komme i nærheden af Lalous legendariske vine.     

Madame Leroy topper listen over de mest magtfulde personer i vinens verden

Den engelske vinbørs, Liv-Ex, udgiver hvert år i januar en liste over de 100 mest magtfulde brands i vinens verden, og årets liste er netop offentliggjort. Liv-ex Power 100-listen for 2020 toppes af ingen ringere end Domaine Leroy, hvilket er endnu et vidnesbyrd om at Madame Leroy uden sammenligning er den mest magtfulde kvinde i vinens verden. I 2019 var Domaine Leroy at finde på 3. pladsen og tilmed er det nu 3. år i træk at Domaine Leroy er at finde i top 5 på Liv-ex Power 100-listen.

Blandt de kriterier, der ligger til grund for listen er blandt andet år-til-år prisudvikling, handelsværdi, handelsaktivitet, antal vine, årgange og gennemsnitspris på tværs af alle vine fra pågældende producent.

Bliv kontaktet af RareWine Invest

Udfyld formularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt - ganske uforpligtende naturligvis.